Bemærk! Denne hjemmeside er ikke længere foreningens hjemmeside, men tjener som formål at være "museum" for foreningens første 4 år.
Der er en ny hjemmeside, der forsætter i samme ånd som foreningen oprindelig var tiltænkt, nemlig at arbejde for et aktivt Tesla netværk i Danmark, lave velgørenhed for værdigt trængende mv.
Du kan finde den nye hjemmeside på https://teslafun.dk, hvor langt de fleste rabataftaler forsætter.
Persondata er slettet fra medlemsdatabasen.
Foreningens historie
Efter 9 måneders forarbejde blev Tesla Owners Denmark foreningen officielt stiftet i Glostrup d. 10. september 2020 af de fire grundlæggere Sabine Lind, Jacob Rosenhoff, Simon Bastian og Kim Lundberg Stegenborg Madsen.
Ved årets start i 2024 havde foreningen 154.000 på kontoen, og over 650 medlemmer, der betalte 250,- i årlig kontingent, økonomien var solid.
Men den succes og de penge tiltrækker desværre også personer, der vil alt andet end foreningen og medlemmernes bedste. Den sidste grundlægger trak sig på 4 års dagen som følge af en unødvendig magtkamp og gentagende misinformationer om økonomien, både til medlemmer og til bestyrelsen, samt manglende kontrolfunktioner.
Ugen efter modtog han en anonym mail med alarmerende info om Simonia Tjelum og hendes virksomheder.
Bestyrelsen annullerede bl.a. den årlige GigaFactory tur, indførte på en uskøn ekstraordinær generalforsamling - i strid med vedtægterne - vedtægtsændringer, der kraftigt forringede medlemmernes indflydelse og indsigt i økonomien, fremprovokerede flere dages nedetid på den eksisterende hjemmeside, indkøbte - i strid med vedtægterne - ny hjemmeside, og lod hånt om over 500 medlemmers kontingent indbetalinger, da medlemmerne blev ikke flyttet over i det nye system.
Da bestyrelsen i juni 2025 fremlagde et regnskab, der havde store afvigelser fra det datagrundlag, der forelå, hvor der bl.a. manglede at blive redegjort for over 77.000,- og var oplyst et abnormt højt beløb til kørselsgodtgørelse.
Da bestyrelsen ikke svarede på henvendelser vedr. afvigelserne og kørselsgodtgørelsen fra 15 medlemmer valgte de at anmelde bestyrelsen (tidligere formand Christian Becker Bengtsen, formand Asger Barkholt Moss og kasserer Simonia Tjelum til SKAT og Politiet for økonomisk bedrageri.
Jf. formålsparagraffen skulle overskuddet fra foreningen gå til velgørenhed bl.a. udsatte børn, hvor tidligere formand Christian Becker Bengtsen havde lavet aftaler med to børnehospice om at modtage en MiniTesla hver.
Det er altså børn, der har begrænset levetid tilbage, der blev de store tabere her.
Det er ganske enkelt en skruppelløs og usmagelig adfærd af bestyrelsen!
Artikler
Stemmestyring af Tesla
Stemmestyring
Stemmestyring er en af Teslas helt store forcer og er hos nogen desværre et overset kapitel. Det er ærgerligt, da Teslas stemmekontrol faktisk er tæt på suveræn. Ingen andre biler - selv de helt dyre - kan følge med på specielt navigationssiden.
Teslaejere der kører meget rundt til ukendte adresser vil hurtigt sande at det er en helt afgørende funktion. ”Kør til Bogfinkevej 8 i Fugleby” – ”Kør til McDonalds i Bilkøbing” - ingen diskussion - den er lige i øjet hver gang.
Enkelte folk, der har prøvekørt en Tesla, taler om at det hele styres over den store 15 tommers skærm i midten og at de savner egentlige individuelle betjeningsknapper. Det er lige her at stemmekontrollen kommer ind i billedet for det er i de fleste tilfælde ikke nødvendigt at fumle med skærm eller knapper under kørsel. Brug i stedet din stemme som en meget effektiv betjeningsanordning.
Tryk på højre scrollhjul/rullehjul på rattet og sig en kommando - Siger du noget vrøvl trykker du bare hurtigt en gang til - så afbrydes funktionen.
Her er en række kommandoer jeg har testet virker:
“Lås alle døre”
“Lås vinduer bagi”
“Klap (eller fold) spejle ind /ud”
“Juster højre/venstre sidespejl”, drej derefter spejlet op ned med venstre rullehjul.
“Start vinduesvisker” (eller “tænd vinduesviskere på niveau 1”) – “sluk vinduesvisker” (du kan faktisk bare sige ”vinduesvisker niveau ”).
“Tænd sædevarme i førersiden til 3” eller eksempelvis sæt “højre bagsæde til 3” (tænder for sædevarmen på bagsædets højre plads)
“Tænd loftslys i kabinen” eller bare “tænd loftslys”
“Åben handskerum”
“Åben ladeport” (med bilen i Park).
“Sæt temperaturen til 16 grader”. Eller blot sig “16 grader”.
“Jeg fryser” (øger temperaturen med 1,5 grad hver gang du siger det)
“Det er for varmt” (jeg har det for varmt) (temperaturen reduceres med 1,5 grader).
“Tænd afrimning” (for- bagrude og sidespejle afrimes)
“Tænd for recirkulation” – “sluk recirkulation”
“Sæt luft til højre”/ “sæt luft til venstre” /“sæt luft til midten”
“Kør til nærmeste Supercharger”
“Kør (eller naviger til) til … Østrig” (ruten kommer frem med foreslåede ladestop på teslas superchargere).
“Zoom ind” “Zoom ud”– herved styres kortets zoom på skærmen.
“Sæt lysstyrken til 10 procent” (reducerer belysningen på skærmen tilsvarende)
“Vis satellit kort” (skifter fra vejkort til satellit visning)
“Vis vejkort” (omvendt funktion)
“Start legetøj”
“Aktiver sentry”
“Aktiver dashcam” (lagrer video)
“Afspil medier”
“Afspil kunstner og titel”
“Google Translate eller GOOGLE vis mig ..” (hold stille når det gøres - er mere sikkert)
“Ring til …….”
“Svar” (når telefonen ringer).
“Afspil lyd fra telefonen”
“Sæt lyd til 1” (lydniveauet sænkes til 1)
“Skriv en besked” eller “send SMS til Karen” – Indtal derefter din besked og tryk på knappen igen for at sende (sig kys – emojis fungerer ikke). Når SMS modtages - tryk på højere scrolhjul og sig svaret og send med et nyt tryk. Er din telefon ikke koblet til bilen med kontaktpersoner etc så foregår det under Bluetooth i skærmens højre øverste hjørne.
“Start underholdning”
“Start campmode”
“Start kæledyrsmode”
“Vis energi” (forbrugskurven)
De sjove:
“Der er noget galt i feks det radikale venstre”
“15 flade flødeboller”
Tesla arbejder løbende på deres software og med de forskellige softwarepakker kommer der hele tiden nye ting frem. Det er også ret unikt at bilen ikke skal til service for at det kan ske. Stemmekontrollen vil således formentlig blive udviklet yderligere så den bliver endnu bedre.
Der er ting man ikke kan stemmestyre. Man kan eksempelvis ikke stemmestyre noget, der kan have en sikkerhedsmæssig funktion. Feks kan man ikke åbne frunken stemmestyret. Man kan heller ikke betjene det eksterne lys, herunder fjernlys (endnu).
Teslas stemmestyring er dynamisk hvormed den gør det den opfatter er tættest på det du siger. Nogle gange kan det give nogle sjove udfald – som beskrevet ovenfor. Bilen forstår i skrivende stund ikke ordet volumen så brug – som beskrevet – ”sæt lyd til X”.
Prøv det og bliv dus med den del af bilens funktionaliteter - der er rigtig mange muligheder. Det anbefales at prøve hele listen i gennem mens du alligevel sidder og hygger i bilen.
Læs mere: https://www.tesla.com/da_DK/support/voice-commands
